Tavlefremstilling
Effekt- og styretavler bygget på eget værksted
Vi bygger vores effekt- og styretavler med omhu og lægger stor vægt på både struktur og driftssikkerhed
Eget tavleværksted
Det hele samlet under ét tag - for kvalitetens skyld
For os er et tæt samspil mellem tavlebyggerne og projekteringsafdelingen vigtigt for at opnå en høj standard. Derfor bygger vi selv vores tavler på eget tavleværksted, så hele processen og al viden er samlet ét sted.
Når tavlebyggeren står med projektet i hånden, dukker der af og til noget op, der kan gøres bedre. Så er der kort vej til den kollega, der har tegnet tavlen eller står for PLC-programmeringen, og løsningen bliver fundet på værkstedet i stedet for ude på anlægget.
Det gør det langt nemmere at sikre kvaliteten gennem hele forløbet. Og som bygherre har I kun én ansvarlig leverandør, hvilket gør projektet mere smidigt og effektivt.

Kvalitetskomponenter
Vi laver kun tavler i en kvalitet, som vi er stolte af
En kæde er ikke stærkere end det svageste led, og det gælder også effekt- og styretavler. Derfor bruger vi udelukkende kvalitetskomponenter fra anerkendte fabrikanter, og vi tester alle tavler grundigt.
Det sikrer lang levetid, og reservedele kan skaffes hos flere leverandører i mange år frem. Det giver høj leveringssikkerhed og mindsker risikoen for dyre specialløsninger.
Dokumentation og struktur
Opmærkning gør fejlsøgning lettere
Vi bygger altid effekt- og styretavler med fokus på struktur og overblik. Det betyder blandt andet grundig dokumentation og komplet opmærkning af kabler, klemmer, sikringer, PLC mv. Komponenterne navngives efter en fast TAG-struktur, som går igen i hele løsningen - helt ud i alarmerne.
Hvis en sikring springer, fortæller alarmen for eksempel præcis, hvilken tavle og hvilken sikring det drejer sig om. Det gør det nemt og hurtigt at finde fejlen og skifte reservedele, både for os og for jer. Og det sparer tid og omkostninger i driften.
Vi er først tilfredse, når det er en fornøjelse at åbne eltavlen og orientere sig.
Driftssikkerhed
Vælg en tavle med fokus på forsyningssikkerheden
Mange af vores kunder er afhængige af anlæg, der virker døgnet rundt hele året. Derfor tænker vi forsyningssikkerhed ind i hvert et hjørne, når vi bygger effekt- og styretavler. For eksempel har hver transmitter sin egen sikring. Skulle én transmitter kortslutte, lægger den ikke hele anlægget ned. Det er blot ét eksempel på, at vi tænker driftssikkerhed ind i vores tavler.
Plads til udvidelser
Tavler, der kan vokse med værket
I forsyningsbranchen er et anlæg sjældent færdigbygget. Nye behov opstår, og der kommer løbende ændringer og udvidelser. Det gør vi plads til i tavlerne, så I ikke er begrænset af en fyldt styretavle, når I vil optimere anlægget.
Test og idriftsættelse
Grundigt testet både på værkstedet og ude på anlægget
Fabrikstest på værkstedet (FAT)
Inden en tavle forlader vores værksted, gennemgår den en fabrikstest med deltagelse af projektholdet – og I er velkomne til at være med. Vi kontrollerer ledningsforbindelser, sikkerhedsfunktioner og netværk og afprøver komponenter og grundfunktioner i PLC og SRO. Så bliver fejl fanget og justeringer lavet på værkstedet i stedet for ude på anlægget.
Stedtest på anlægget (SAT)
Når tavlen er installeret, tester vi sammen med jeres driftspersonale signalerne hele vejen fra komponent til PLC og SRO. Vi verificerer samtlige komponenter og signaler i henhold til IO-listen og funktionstester anlægget efter funktionsbeskrivelsen. Så ved I, at alle signaler og funktioner er gennemprøvet.
Idriftsættelse og oplæring
Efter SAT-testen følger opstart og indkøring af hele anlægget i tæt samarbejde med jeres driftspersonale og de øvrige leverandører. Undervejs sørger vi for, at driftspersonalet lærer tavlerne og SRO-anlægget at kende. Både den fysiske opbygning og den daglige betjening. I får betjeningsmanualer og komplet tavledokumentation, og når indkøringen er afsluttet, holder vi typisk et opfølgningskursus.
Vi bliver ved, til alt fungerer, som det skal.

Hos DME kan I altid få hjælp
Vagttelefon døgnet rundt
Kvaliteten i vores effekt- og styretavler betyder, at I sjældent får brug for support. Skulle I alligevel opleve problemer, er vi klar til at hjælpe. Vores vagttelefon er åben døgnet rundt, og sammen løser vi udfordringen, så jeres anlæg hurtigst muligt kommer op at køre igen. Det giver ekstra tryghed oven i tavlernes indbyggede driftssikkerhed.
Vagtordningen er uden abonnement. I betaler for medgået tid og et vagttillæg.

Skal vi hjælpe med at bygge jeres næste tavle?
Kontakt os
