Sammen skaber vi bæredygtige løsninger

OT-/Netværksspecialist til kritisk infrastruktur

Til kontoret i Holstebro eller Aalborg

OT-/Netværksspecialist til kritisk infrastruktur

Vil du være med til at sikre, at vandet løber og varmen virker i vores samfund? Som OT-/Netværksspecialist hos DME får du ansvaret for, at vores kunder i forsyningsbranchen har stabile og sikre netværk. Du er med fra design og konfiguration til idriftsættelse og fejlsøgning. 

Hos Dansk Miljø- & Energistyring A/S (DME) har vi i mere end 35 år arbejdet dedikeret med el- og automationsløsninger til forsyningsbranchen. Stigende krav til sikkerhed og mere komplekse OT-miljøer betyder, at vores netværksspecialister får en stadig vigtigere rolle. Derfor søger vi nu en ny kollega til vores IT/OT-team i Holstebro eller Aalborg.

Varieret hverdag med teknisk ansvar

Som netværksspecialist arbejder du tæt sammen med både kunderne og dine kollegaer i projektteamet. Du kan forvente en varieret hverdag, hvor du har stor indflydelse på, hvordan netværksløsningerne designes og etableres. Sikkerhed er altafgørende, derfor vægter vi løsninger, der er gennemtænkte, veldokumenterede og fungerer i praksis.

Et typisk projekt kan være et fjernvarmeanlæg, der skal have koblet en ny pumpestation til netværket. Du designer, segmenterer og konfigurerer firewalls og switche og tester det hele før idriftsættelse, hvor du er med enten på selve anlægget eller fra kontoret. Det kan også være en kunde, der skal have hjælp og vejledning, så deres OT-netværk lever op til de skærpede sikkerhedskrav fra myndighederne.

Du får ansvar for at

  • konfigurere og vedligeholde firewalls og switche til SCADA- og OT-netværk
  • designe og etablere VLAN og segmentering
  • etablere og drifte sikker fjernadgang til anlæg
  • fejlsøge på kundernes anlæg
  • dokumentere netværkene
  • have tæt kontakt med kunderne og gøre det tekniske forståeligt

Størstedelen af tiden er du på kontoret, men du vil også komme til at deltage i projekter ude hos kunder i hele landet.

Grundig introduktion

Hos DME sætter vi en ære i, at tingene bliver godt forberedt, gennemarbejdet og lavet helt færdigt. Uanset om du er erfaren netværksspecialist eller nyuddannet, får du en erfaren kollega som mentor og en grundig introduktion til vores løsninger og de særlige krav, der gælder for netværk i forsyningsbranchen.

Vi tager udgangspunkt i dine erfaringer og bygger gradvist på, så du får mulighed for at udvikle dig fagligt og tage mere ansvar i takt med, at du bliver klar og lærer organisationen at kende.

En social kultur i et hus fuldt af teknisk viden

Du bliver en del af et IT/OT/Netværksteam med otte kollegaer, hvor sparring og hjælpsomhed er en naturlig del af hverdagen. Du arbejder desuden tæt sammen med husets øvrige specialister, som ofte har en elfaglig baggrund. Det giver en bred forståelse for de anlæg, løsningerne skal fungere i.

Ud over spændende og varierede opgaver tilbyder vi

  • efteruddannelse og mulighed for at specialisere dig inden for OT-sikkerhed og compliance
  • overskudsdeling og honorering af overarbejde med et tillæg på 50%
  • en aktiv personaleforening med sociale arrangementer året rundt

Hvem er du?

Du har en relevant IT-baggrund, fx som datatekniker, IT-teknolog, automationsteknolog eller ingeniør. Måske har du allerede erfaring med netværk og OT-sikkerhed, eller måske er du nyuddannet med speciale inden for netværk eller cybersikkerhed. Det vigtigste er, at du har et godt teknisk fundament og lyst til at udvikle dig inden for OT-netværk og sikkerhed.

Samtidig er det vigtigt, at du er god til mennesker. Når en teknisk fejl pludselig får hele anlægget til at stå stille, er du med til at skabe overblik og tryghed, finde løsninger og løbende holde kunder og kollegaer orienteret.

Vi forestiller os, at du

  • er god til at kommunikere og kan tale med folk uden IT-baggrund
  • arbejder struktureret og tænker dig om, før du handler
  • er nysgerrig og tør stille spørgsmål
  • altid er klar til at hjælpe kunder og kollegaer, også når det betyder, at andre opgaver skal omprioriteres

Det er en fordel, hvis du har kendskab til nogle af disse områder: Konfiguration af firewalls, switche og andet netværksudstyr, netværkssegmentering og VLAN, industrielle kommunikationsprotokoller som Modbus og Profinet, IT- og OT-sikkerhed, herunder NIS2 eller ISA/IEC 62443.

Fik du svar på alt?

Vil du vide mere om DME og stillingen som OT-/Netværksspecialist, er du meget velkommen til at kontakte HR-chef, Maria Olesen, på tlf. 23 36 35 44 eller mlo@dme.as.

Du kan også læse mere om os og livet som medarbejder hos DME her: 

Læs mere om DME som arbejdsplads

Sådan søger du stillingen

Vi er mere interesserede i, hvordan du tænker og handler, end i en traditionel ansøgning.

Send os dit CV sammen med en kort fortælling om en situation, hvor du var under pres, og hvor andre var afhængige af dig. Det kan være fra et job, din uddannelse eller fritid.

Fortæl os kort:

  • Hvad var situationen, og hvem var påvirket af den?
  • Hvordan holdt du dig selv og andre orienteret undervejs?
  • Hvad gjorde du for at bevare roen og overblikket?
  • Hvad blev resultatet, og hvad lærte du?

Send dit CV sammen med din fortælling via knappen nedenfor. 

 

Vi glæder os til at høre fra dig.

Vi samarbejder med Jobindex - klik på knappen nedenfor for at søge stillingen. 

Søg jobbet som OT-/Netværksspecialist her

 

Se mere om vores projekter her

 

 

Dansk Miljø- & Energistyring A/S har leveret automationsløsninger til forsyningsbranchen i mere end 38 år. Vi har udviklet og forfinet en lang række funktioner og produkter inden for blandt andet energioptimering, fjernbetjening af SRO-anlæg, OT-sikkerhed og udveksling af data. Vi er ca. 90 medarbejdere med hovedlokation i Holstebro og en afdeling i Aalborg. Grundstenene i virksomheden er tilfredse kunder, en god arbejdsplads og sund økonomi.

keyboard_arrow_up