Salgs- og designtekniker, El- & Automation

Til Holstebro kontor

Dansk Miljø- & Energistyring A/S (DME) har siden 1988 opbygget, serviceret og udvidet el- og automation til forsyningsanlæg med fokus på områderne: fjernvarmeværker, vandværker, renseanlæg og biogas. Erfaringen i den periode er vokset, medarbejdernes kompetencer er styrket, og vores gode omdømme har bredt sig. For fortsat at kunne yde god og kompetent service til vores kunder, søger vi en ny kollega til salgsteamet.

Din profil og tilgang til jobbet ser vi som værende el-faglig, gerne med en uddannelse som el-installatør, elektriker eller tilsvarende. Du kan have erfaring med projektstyring og design af principdiagrammer for både el og netværk. Du er tilpas ved en PC, kender til Excel og kan formulere dig tydeligt, både mundtligt og skriftligt. Du er omhyggelig og motiveres af at udvide din faglige rygsæk.

Som salgs- og designtekniker for automation bliver du midtpunkt mellem kunder og vores projektteams og du vil opleve spændende muligheder for personlig udvikling inden for automationsverdenen. Du vil i høj grad være med til at danne både retning og grundstenene for projekterne. Dette sker i tæt dialog med kunder og sparring med kollegaer fra forskellige afdelinger.
Hos DME sætter vi en ære i at tingene bliver gennemarbejdet, præsenteret og overbragt i alle faserne af salget. Det gælder både ud ad til og i høj grad også, når projektet skal bringes videre internt til kollegaerne i projektteamet.
Du slipper ikke ejerskabet på opgaven ved overdragelse. Som salgs- og designtekniker vil dine kollegaer løbende, under projekterne, bl.a. referere til dig. Dette er for at sikre at løbende ændringer bliver tilpasset og at økonomien følger med.

Du vil opnå succes i afdelingen, når du:

  • Viser oprigtig interesse ved kundebesøg og kan sætte dig ind i det konkrete behov
  • Formår at omsætte et besøg til detaljerede lister og tegninger, som giver tryghed for kunden og dine kollegaer ifm. projektoverdragelse
  • Er nysgerrig, proaktiv, lærer husets afdelinger og bruger kendt viden

Gennem en mentorordning vil du gradvist blive oplært og klædt godt på af en kollega.

Dine kommende kollegaer er en blanding af elektrikere, el-installatører, maskinmestre, automationsteknologer, ingeniører og lignende. Alle drevet af ambitioner om en god arbejdsplads, gode projekter og en sund økonomi.
Vi er i alt ca. 70 medarbejdere med hovedlokation i Holstebro og en afdeling i Ålborg. I salgsafdelingen er vi i øjeblikket 4 ansatte, som har direkte med salg og design at gøre. I denne afdeling vil du referere direkte til afdelingslederen.

Ansøgning

Vil du vide mere om DME og denne spændende job- og udviklingsmulighed, er du meget velkommen til at kontakte vores eksterne rekrutteringspartner Thomas Rørbæk på TR@Highr.dk eller send dit CV / ansøgninger her: www.highr.dk/tr/ 

Vi afholder løbende samtaler med egnede kandidater til stillingen, da den skal besættes snarest muligt.

Drømmer du om en karriere hos DME, kan du læse mere om os HER.

keyboard_arrow_up